Når feriefølelserne koger over og den indre drage vækkes

Sommerferie med børn kan være noget af det smukkeste. Lange dage, varme aftener, is, badeture, campingliv og små eventyr undervejs.

Men ferie kan også være træthed, forventninger, sult, overstimulering og følelser, der pludselig får ild. For både børn og voksne.

I Sia og Den magiske sten viser vreden sig som en drage. Og måske kender de fleste forældre det øjeblik, hvor den indre drage vågner, fordi man er presset, træt eller føler sig trængt op i en krog.

I dette blogindlæg skriver jeg om sommerferie, tydelige grænser, voksenmagt og om hvorfor “undskyld” måske er et af de stærkeste ord, vi kan give videre til vores børn.

På ferie med børnene

Personligt har jeg altid nydt ferierne med mine egne børn.

Vi har ofte camperet. Både fordi det var billigere end hotel, men også fordi vi elsker udelivet om sommeren, især i Frankrig og Italien. Der er noget særligt ved at vågne op i et telt, lave sin egen mad, spise ude i det fri og lade børnene løbe rundt på campingpladsen i trygge omgivelser.

For os var campinglivet en måde, hvor både børn og voksne kunne få lidt frihed.

Børnene vidste, hvor vi var. De vidste, at de ikke måtte gå uden for campingpladsen. De kunne lege, cykle, finde nye venner og bade i havet eller swimmingpoolen, selvfølgelig under opsyn, når der skulle bades. Vi voksne fik en mulighed for at trække vejret lidt dybere.

I vores familie har vi altid prøvet at lave ferier, hvor der var noget til alle.

Mor ville gerne ud og opleve verden.
Far ville gerne sidde ved teltet, læse og grille.
Børnene ville gerne bade, lege og udforske campingpladsen.

Derfor fandt vi efterhånden en god rytme:

Én dag ud at opleve.
Én dag hjemme ved teltet. Med mindre det var meget varmt, så kunne det bliver to dage hjemme ved teltet.

Det lyder enkelt. Men det tog tid at finde en rytme vi alle kunne være i.

For ferie med børn handler ikke kun om destinationer, smukke byer og varme sommeraftener. Det handler også om temperaturer, træthed, forventninger, sult, overstimulering og alle de følelser, der kan komme op, når familien er tæt sammen i mange dage.

Den lange tur sydpå

Hvordan klarer man en tur til Gardesøren, Lidoen, Kroatien – eller til Sicilien?

Køreturen sydpå kunne være lang. Vi har nogen gange kørt 3000-5000 km på vores ferier.

Vi starter typisk ud tidligt om morgen ca kl 4.00 når det er optimalt – simplethen fordi det giver det bedste stræk forbi Hamborg. Men nogle ferier blev det først ved 06 tiden vi kørte. Og det gik jo alligevel – men det bliver typisk mere presset i den anden ende, hvor børnene bliver mere trætte fordi vi når frem senere på dagen.

I starten kørte vi igennem for at spare hotelovernatninger. Det kan man godt. Jeg synes personligt det er hårdt især også fordi jeg i en lang årrække havde rygproblemer. Vi er derfor endt op med en rytme hvor vi typisk kørt max 8 til 10 timer på en dag og taget en hotelovernatning undervejs. I begyndelsen valgte vi bare et simpelt hotel tæt på motorvejen, men med tiden begyndte vi at overnatte i små tyske byer og gøre selve rejsen til en del af oplevelsen. Det kunne være steder som Rothenburg ob der Tauber, Dinkelsbühl, Nördlingen, Bamberg, Regensburg, Füssen eller Würzburg. Byer med brosten, bindingsværk, gamle bymure og små torve, hvor rejsen pludselig ikke bare blev transport, men en del af ferien.

Vi var godt forberedte.

Børnene måtte se alle de film, de ville, på vejen ned. Der var lydbøger, tegneserier, opgavehæfter og små aktiviteter. Min taske var pakket med snacks og små gaver, som kunne tages frem, når utålmodigheden blev for stor. Det kunne være slik, små opgavebøger, legetøj eller noget spiseligt, der kunne skabe en lille pause, når utålmodigheden med at være fremme skulle forlænges.

Som chauffører skiftede vi typisk efter halvanden til to timer. Første gang var det bare et hurtigt skift. Næste gang var der en længere pause, hvor børnene som udgangspunkt skulle luftes og tisse af. De fik også fik lov at shoppe lidt på tankstationen.

De havde hver fået lommepenge til ferien (vi gav ca 500 kr til hver), som de selv måtte administrere. På den måde undgik vi en stor del af plageriet om ting, fordi pengene var deres egne, og de selv skulle vælge, hvad de ville bruge dem på.

Det virkede faktisk ret godt.

Når det alligevel koger over

Vi har selvfølgelig også haft kriser.

Nedsmeltninger. Træthed. Konflikter. Voksne, der ville mere, end børnene kunne magte. Børn, der havde siddet for længe i bilen. Forældre, der havde brugt for meget energi på logistik og for lidt på at mærke efter.

Få gange har vi været på nippet til at sætte et barn af på motorvejen. Altså ikke sådan rigtigt. Men følelsen har været der.

Og jeg tror, de fleste forældre kender det. Det øjeblik, hvor man tænker: Nu kan jeg simpelthen ikke rumme mere.

Men det er også i den slags situationer, børn lærer deres forældres grænser at kende. Og jeg tror faktisk, børn har godt af tydelige voksne. De har godt af voksne, der har grænser, som kan mærkes.

Min holdning er, at børn får det nemmere, når vi som forældre har grænser, og når de grænser er tydelige. Børn skal kunne mærke, hvor de voksne står. Men samtidig tror jeg også, det er vigtigt, at vi som voksne er fleksible nok til at indrømme, når vi har taget fejl.

Måske opdager vi, at vores nej i virkeligheden var baseret på frygt, uden at der var nogen reel grund til at være bange. Måske var det farvet af en gammel fordom. Eller måske havde vi bare ikke fået tænkt situationen ordentligt igennem.

Når jeg selv har taget fejl, eller når jeg har haft et temperamentudbrud af den kedelige slags, har jeg forsøgt at finde tilbage og undersøge, hvad der egentlig skete i mig. Hvorfor følte jeg mig trængt op i en krog? Hvorfor reagerede jeg så stærkt? Handlede det om barnet, eller handlede det om noget i mig?

For vi voksne har også vores eget indre arbejde med os. Og nogle gange kan det skygge for, at vi er ordentligt til stede med vores børn.

Derfor er “undskyld” i min optik et stærkt ord. Også selvom det kan være både hårdt og lidt træls at skulle igennem.

Men jeg har aldrig troet på at ydmyge børn til en undskyldning. En ægte undskyldning skal vokse ud af forståelse, ikke presses frem af voksenmagt.

Og det bringer mig til en oplevelse på en campingplads, jeg aldrig har glemt.

Den mor på campingpladsen

På en campingplads i Italien var der den her mor fra danmark i telt med sin datter.

Jeg tror, hele campingpladsen kunne høre dem.

Sådan som jeg forstod situationen, havde datteren fået en dansk dreng som ven på campingpladsen. De to børn havde fungeret godt sammen, og de voksne havde fået en idé om, at drengen kunne blive lidt længere hos dem og få mere ferie. De elskede at deres datter havde fundet en ”kæreste”.

Men med den aftale fulgte der også en forventning.

Datteren skulle være sammen med drengen. Hun skulle være den gode legekammerat. Måske næsten en lille anstandsdame. Hun skulle være social, imødekommende og samarbejdende, fordi de voksne havde besluttet, at det var en god idé og måske skulle hun ligefrem være en god kæreste.

Men datteren var tydeligvis træt af rollen og kæreste idéen havde ikke ligget helt så dybt i hende som hos hendes forældre. Hun ville ikke mere. Hun ville ikke længere være den, der skulle underholde drengen, bare fordi de voksne havde fået en god idé. Hun ville ud af den forventning, der var blevet lagt ned over hende.

Det var her, konflikten opstod.

Moderen blev flov og var pinligt berørt. Hvad skulle de nu? Køre drengen hjem? Hvad skulle de gøre af ham? Og hendes flovhed slog over i vrede. Meget vrede. Datteren skulle sige undskyld til drengen. Det ville hun ikke til at starte med.

Til sidst, knækket af råberiet og af hele den voksenmagt, der stod over hende, fik datteren fremstammet en undskyldning. Men det var stadig ikke nok.

Jeg glemmer aldrig, da moderen råbte:

“Ned på knæ!”

Og igen:

“Ned på knæ!”

Datteren skulle ikke bare sige undskyld. Hun skulle bøjes. Hun skulle gøres lille. Hun skulle ydmyges.

Mine børn overhørte det hele, og bagefter tog vi en snak om, hvad vi havde oplevet. Ikke for at gøre os bedre end den anden familie, men fordi situationen havde sat sig i os. For der er forskel på at sige undskyld, fordi man har forstået, at man har såret et andet menneske, og på at blive tvunget til at undskylde for at stille en voksens flovhed, skuffelse eller vrede tilfreds.

Det er ikke rigtigt at ydmyge et andet menneske på den måde. Og slet ikke et barn.

Jeg ved ikke, hvad der skete i den familie bagefter. Jeg ved ikke, om mor og datter fandt hinanden igen, eller om moderen på et tidspunkt kunne se, hvad der egentlig var sket. Men jeg håber det. For jeg tror ikke nødvendigvis, hun var et ondt menneske. Jeg tror, hun blev overtaget af sine egne følelser. Af flovhed, skuffelse, forventninger og måske frygten for, hvad andre tænkte.

Og lige der kom hendes følelser til at overrule datterens grænser.

Datteren blev rullet flad som en pandekage af en voksen, der selv var væltet indeni.

Det er den slags, der kan ske, når vi som voksne ikke opdager, at situationen pludselig handler mere om os end om barnet. Og måske er en af de stærkeste sætninger, vi kan lære at sige, netop:

“Undskyld. Det her kom til at handle mere om mig end om dig.”

Den sætning kan noget. Den tager ansvar. Den giver værdigheden tilbage. Den viser barnet, at voksne også kan tage fejl, og at man godt kan have grænser uden at bruge sin magt til at gøre andre små.

For selvfølgelig skal grænser være der. Børn skal ikke have lov til alt, og de har brug for tydelige voksne, der tør sige nej, stop og det der vil jeg ikke være med til. Men der er forskel på tydelighed og ydmygelse. Der er forskel på at lære et barn ansvar og på at gøre barnet ansvarligt for den voksnes egne følelser.

For nogle gange reagerer vi ikke kun på det, barnet gør. Vi reagerer på vores egen træthed, vores egen flovhed, vores gamle sår, vores forventninger og vores frygt for, hvordan situationen ser ud udefra. Og så kan vi komme til at lægge noget over på barnet, som i virkeligheden bor i os selv.

Det betyder ikke, at børn aldrig skal sige undskyld. Selvfølgelig skal de lære at sige undskyld, når de har såret andre, overskredet en grænse eller gjort noget forkert. Men en ægte undskyldning vokser ud af forståelse. Ikke af ydmygelse.

Og jeg skriver ikke det her, fordi jeg selv har været en perfekt mor. Det har jeg ikke. Jeg har også haft temperament. Jeg har også sagt ting, jeg bagefter kunne mærke ikke kom fra mit bedste sted. Jeg har også reageret for hurtigt, for hårdt eller for ubevidst.

Men når jeg har opdaget det, har jeg forsøgt at finde tilbage. Jeg har forsøgt at spørge mig selv: Hvad skete der i mig? Hvorfor følte jeg mig trængt op i en krog? Handlede det her egentlig om mit barn, eller handlede det om noget i mig?

For vi voksne har også vores egne indre historier med os. Gamle mønstre. Frygt. Skam. Overbevisninger. Alt det, der kan skygge for, at vi er ordentligt til stede med vores børn. Og når vi opdager det, har vi et valg. Vi kan gøre os hårde og holde fast, fordi det er ubehageligt at indrømme, at vi tog fejl. Eller vi kan vokse.

Også selvom vi troede, vi var færdige med vores eget byggeri.

Sommerferie kan også være følelsestræning

Sommerferie er nemlig ikke kun solcreme, is, strandtasker og smukke aftener. Sommerferie er også følelsestræning. For både børn og voksne.

Det er i ferien, vi opdager, hvor forskellige behov vi har. Nogen vil opleve. Nogen vil hvile. Nogen vil bade. Nogen vil læse. Nogen har brug for mad nu. Nogen har brug for ro. Nogen har brug for, at planen bliver lavet om.

Og midt i alt det skal vi være familie.

Det er ikke altid nemt. Men det kan blive smukt, hvis vi tør være ærlige. Hvis vi tør tale om det, der sker. Hvis vi tør sætte grænser uden at ydmyge. Og hvis vi tør vende tilbage, når vi tog fejl, og sige:

“Det der blev ikke godt. Jeg blev for vred. Undskyld. Jeg øver mig også.”

Det er ikke svaghed. Det er styrke.

Og måske er det netop sådan, vi viser vores børn, at man aldrig bliver færdig med at vokse. Heller ikke når man er voksen.

Derfor har vi brug for et fælles sprog om følelser. Vi har brug for at kunne genkende, hvad der er på spil indeni. Både i os selv og i hinanden.

Er jeg vred, eller føler jeg i virkeligheden flovhed? Skam? Er ked af det?

For vrede fra et andet menneske handler ikke altid om noget, vi har gjort forkert. Nogle gange handler den om noget, der er på spil inde i den anden.

Vil du lære mere om at håndtere følelser og genkende, hvad der er på spil indeni, kan jeg varmt anbefale Sia og Den magiske sten og Sia og Den glemte elefant.

Her lærer børn og voksne at mestre sine følelser og blive tanketryllekunstnere.