Når mål bliver til overlevelse

Målsætning bliver ofte fremstillet som noget, der skal drive os fremad. Sæt mål. Følg planen. Nå resultaterne. Videre til næste mål.

Og selvfølgelig kan mål være gode. De kan give retning, overblik og fremdrift. De kan hjælpe os med at få øje på, hvad vi længes efter, og hvad vi gerne vil bruge vores tid, energi og skaberkraft på.

Men der er et spørgsmål, vi sjældent stiller:

Hvad sker der med livet, mens vi er på vej mod vores mål?

Det spørgsmål har i virkeligheden fulgt mig længe. Både i mit forfatterskab, i mit arbejde med målsætning og i min arbejdsbog Lev det liv, du ønsker at leve.

Og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg selv mestrer det fuldstændigt. At jeg altid lever roligt og tillidsfuldt med mine mål, mens jeg nyder processen og mærker livet undervejs.

Men sådan er virkeligheden ikke altid.

For lige nu kan jeg også mærke, hvor hurtigt mål kan komme til at handle om overlevelse. Hvor hurtigt en smuk intention om at leve det liv, man ønsker at leve, kan blive overhalet af behovet for at få økonomien til at hænge sammen. Hvor hurtigt man igen kan komme til at løbe efter omsætning, deadlines, salgstal og resultater.

Ikke fordi man nødvendigvis har glemt det vigtige. Men fordi livet nogle gange presser så hårdt, at kroppen ikke spørger efter livsfilosofi. Den spørger efter tryghed.

Og det er måske netop derfor, jeg synes, det her emne er vigtigt.

For jeg tror ikke, vi skal droppe mål. Jeg tror bare, vi skal være meget bevidste om, hvad vi lægger over i dem.

Mål kan nemlig komme til at bære alt for meget.

De fleste af os sætter mål med gode intentioner. Vi vil skabe retning. Vi vil tage ansvar. Vi vil flytte os. Måske vil vi endda tage vores liv mere alvorligt. Men ubevidst kan målene komme til at bære noget, de slet ikke er skabt til.

De kan komme til at bære vores selvværd. Vores følelse af at være gode nok. Vores håb om endelig at kunne slappe af. Vores forestilling om, at når bare vi når derhen, så bliver livet helt.

Eller mere lavpraktisk:

Når bare omsætningen kommer op.
Når bare der kommer ro på.
Når bare den næste kampagne virker.
Når bare jeg kan mærke, at det hele ikke er ved at vælte.

Så skal jeg nok trække vejret igen.

Men det er et farligt sted at lægge sit liv. For hvis livet hele tiden skal vente, til tallene ser bedre ud, så bliver nuet meget hurtigt en transportetape. Noget, der skal overstås. Noget, man skal holde ud, indtil man igen kan føle sig tryg.

Ifølge Osho opstår mange mål netop ud fra en oplevelse af mangel. En indre fornemmelse af: “Jeg er ikke nok, som jeg er.” Eller: “Når jeg når dette, kan jeg endelig være i fred.”

Det er en provokerende tanke. Og Osho siger da også, at “alle private mål er neurotiske.” Det kan lyde voldsomt, og jeg tror heller ikke, det betyder, at man aldrig skal sætte sig mål. Men jeg forstår pointen sådan, at et mål kan blive usundt, hvis det vokser ud af en dyb utilfredshed med det liv, der allerede er her.

I zen beskrives det som en splittelse. Man lever ikke i nuet, men i en forestillet fremtid, hvor livet først bliver helt, når noget bestemt er opnået.

Og det rammer mig. Ikke fordi jeg er fri af det. Men fordi jeg genkender det.

Der er nemlig en afgørende forskel på at leve for sine mål og at leve med sine mål.

Når vi lever for vores mål, bliver nuet let en venteposition. Værdi, ro og glæde ligger altid lidt foran os. Vi skal bare lige nå det næste. Blive lidt bedre. Komme lidt længere. Sælge lidt mere. Skabe lidt mere sikkerhed.

Og når vi så endelig når målet, mærker vi måske en kort lettelse. Måske endda glæde. Men ofte kommer der også en ny uro bagefter. For hvad nu? Hvad er næste mål? Hvor længe holder roen? Hvad hvis det hele falder igen?

Det kan føles som fremdrift. Men nogle gange er det bare stress forklædt som ambition.

Når vi derimod lever med vores mål, bliver målene ikke noget, der afgør vores værdi. De bliver pejlemærker. Ledestjerner. Noget, vi kan navigere efter, men ikke noget, vi skal ofre hele livet til.

Og det lyder enkelt. Det er det bare ikke altid.

For når man er presset, kan det føles næsten umuligt ikke at spænde op omkring målet. Ikke at gøre omsætningen, resultatet eller succesen til det sted, hvor man endelig kan få lov at puste ud.

Men måske er det netop dér, vi har mest brug for at huske, hvad mål egentlig er til for.

Et godt mål skal ikke være en dommer. Det skal ikke stå og måle, om du er lykkedes som menneske. Det skal heller ikke kvæle processen eller gøre glæden afhængig af resultatet.

Et godt mål skal støtte det liv, du ønsker at leve.

Det er netop den bevægelse, jeg arbejder med i Lev det liv, du ønsker at leve. Ikke som endnu et system, der skal presse dig frem mod mere, mere, mere. Men som en måde at spørge: Hvad er det egentlig for et liv, jeg ønsker at stå op til? Hvad længes jeg efter? Hvad har brug for mere plads? Hvad vil jeg gerne give min energi til? Og hvordan kan mine mål støtte det liv allerede nu?

For livet skal ikke udsættes, indtil målene er nået.

Det skal leves imens.

Og ja, det skriver jeg lige så meget til mig selv.

For jeg ved godt, hvor let det er at glemme, når virkeligheden presser. Når økonomi, ansvar og usikkerhed gør, at man igen begynder at løbe. Når man ikke længere mærker målet som en ledestjerne, men som noget, man skal nå for at kunne føle sig tryg.

Måske er det derfor, vi har brug for redskaber, der kan minde os om retningen, uden at gøre livet mindre.

Ikke fordi en arbejdsbog kan redde os fra al uro. Det kan den ikke. Men den kan hjælpe os med at stoppe op. Se på vores mål. Mærke efter. Skelne mellem det, der kommer fra frygt, og det, der kommer fra længsel. Skelne mellem det, vi jager for at føle os gode nok, og det, vi ønsker at skabe, fordi det faktisk betyder noget.

Jeg er stadig glad for denne sætning:

Jeg lever ikke mit liv for at nå mine mål.
Jeg bruger mine mål til at støtte det liv, jeg ønsker at leve.

Men jeg vil være ærlig og sige, at det nogle dage mere er en bøn end en beskrivelse.

En retning.
Et kompas.
Noget jeg øver mig i at vende tilbage til.

Min målsætnings- og årskalender Lev det liv, du ønsker at leve er skabt ud fra netop denne forståelse. Den er ikke lavet for at presse dig frem mod et mere effektivt liv, men som et redskab, der kan hjælpe dig med at holde retning uden at miste livet undervejs.

For måske er det smukkeste ikke at nå alle sine mål.

Måske er det at opdage, at man godt kan være på vej, presset, usikker og uperfekt - og alligevel forsøge at vende hjem til sig selv og leve livet imens.