Hvorfor ser Sia glad ud, når hun mærker skam?

Hvorfor ser Sia glad ud, når hun sidder under jorden sammen med muldvarpen og mærker skam?

Det spørgsmål er jeg blevet stillet flere gange. For skam forbinder vi ofte med noget tungt, noget vi helst vil gemme væk fra verden. Men i Sia og Den magiske sten handler det ikke om at blive skammen. Det handler om at opdage den, forstå den og lære, at en følelse er noget, vi har — ikke noget, vi er.

I dette blogindlæg åbner jeg op for tankerne bag billedet af Sia og muldvarpen, og hvorfor netop skam kan blive en vej til større empati, bevidsthed og indre frihed.

Skam er jo en skamfuld følelse

Spørgsmålet om, hvorfor Sia ser glad ud på billedet, er jeg blevet stillet nogle gange, når folk ser illustrationen af Sia, der sidder under jorden sammen med muldvarpen og for første gang mærker og erkender skam.

Forudindtagelsen er, at når man mærker skam, vil man også se trist ud. Skam er jo en skamfuld følelse. En følelse, hvor man mest har lyst til at gemme sig væk.

Men i Sias univers er en følelse ikke noget, man er. Det er noget, man har. Noget man kan opdage, observere og lade strømme igennem sig.

Men lad os først se på billedet.

Sia sidder under jorden, hvilket er et symbol på, at vi har med de tunge følelser at gøre. Muldvarpen graver sig ned for at gemme sig væk, og over jorden vokser blomsterne, der rejser sig mod lyset. En sommerfugl indikerer lethed og forvandling.

Blomsterne er i fortællingen ikke særlig søde. De er hovne, snobbede og arrogante og påfører muldvarpen en idé om, at den ikke er værdig og god nok til deres selskab - og måske ikke engang til selve livet.

Valmuerne lærer os, at bag et smukt ydre kan der godt gemme sig et grimt indre. En valmue er også et symbol på søvn, fred og, når den er helt rød, død. Søvn fordi opium er udtrukket fra planten og er kendt for sin beroligende virkning. Død på grund af den røde farve, der symboliserer blod.

Som jeg ser det, er valmuerne med til at antyde den indre rejse og det, at man kan forsvinde fra omverdenen. At vælge de egenskaber, der følger med ved brug af opium, er et bevidst valg, da det skal indtages aktivt. Så de antyder også, at det at gemme sig væk kan være et bevidst valg.

Hvorfor sidder Sia under jorden?

Træerne har rødder ned i jorden og danner en krone imod den blå himmel. Vi har alle brug for at kende både de tunge og lette følelser, fordi de skaber et fundament for den fulde forståelse af den verden, vi alle er en del af.

Det styrker vores empati. Ikke kun med andre, men også med os selv.

Vi har brug for en nænsom tilstedeværelse i livet og i vores omgang med hinanden. Som et indiansk ordsprog siger: ”Man skal ikke dømme en mand, før man har gået 10 skridt i hans mokkasiner.”

Og sådan er det jo. Vi kan ikke dømme andre, før vi har været i deres sko og forstår, hvilke følelser der raser igennem dem og danner grundlag for deres handlinger.

Når vi har gennemskuet, hvilke følelser der er på spil, og hvilke handlinger og situationer der har fremkaldt dem, kan vi se igennem dem og kigge på de skjulte følelser, der i virkeligheden har skabt den udad reagerende følelse.

Følelser rækker både udad og indad. Og når man har en udad reagerende følelse som for eksempel vrede, ligger der som regel en anden følelse under, som man ikke lige ser. Det kunne for eksempel være skam.

For at beskytte vores ego kan vrede være en beskyttelse mod skam. Nogle gange går det så hurtigt, at man kun opdager, at man er vred, og ikke fanger, hvilke følelser der ligger bag ved denne reaktion.

Det udfolder samtalen mellem Sia og Stenen så fint, hvor Stenen forklarer Sia, hvad der faktisk er på spil inde i hende.

Det er netop ét af de elementer, der gør Sia og Den magiske sten anderledes end mange andre børnebøger. Vi lukker følelsesbokse op i historien og prøver at skabe forståelse for følelsen og det, der ligger bag.

Når skam gemmer sig bag vrede

Sia er i gang med at lære at erkende sine følelser. Hun skal lære at mærke, hvad der foregår inde i hende, og ikke mindst hvorfor det foregår.

På den måde kan hun begynde at skelne mellem følelserne og se, hvad der er på færde. Hun kan skabe en større forståelse af sig selv og af, hvorfor hun handler, som hun gør.

Når hun har styr på, hvad der foregår inde i sig selv, bliver det nemmere for hende at gennemskue, hvad der foregår inde i andre mennesker. På den måde styrkes hendes empati og forståelse for andre menneskers reaktioner.

Med tiden vil det forhåbentligt give hende muligheden for at være på forkant med sig selv, så hun friere kan vælge, hvilken reaktion eller hvilket svar hun vil give verden på det, hun oplever.

Er der noget, vi ikke kan styre, så er det, hvad der sker i verden. Vi kan heller ikke altid styre, hvilke følelser der opstår i os. Men vi kan øve os i at blive bevidste om dem, forstå dem og vælge, hvordan vi vil reagere på dem.

På den måde er man, ved at have erkendelsen af sig selv, med til at bestemme, hvad det er for et liv, man gerne vil opleve at have.

Det er et ydmygt ønske, at man allerede starter denne oplæring fra barnsben, da det faktisk kræver en del øvelse at mestre dette.

En følelse er noget, vi har - ikke noget, vi er

Tilbage til hvorfor Sia ser glad ud på billedet.

Det gør hun ikke, fordi skam er en rar følelse. Det gør hun, fordi hun ikke er blevet opslugt af den.

En følelse er forbigående. I det øjeblik den raser, kan den føles, som om den er hele verden. Men det er den ikke. Følelser kommer og går, og jo mere bevidste vi bliver om dem, jo bedre kan vi øve os i at vælge, hvordan vi vil reagere på dem.

Sia sidder som i en meditation med lukkede øjne og betragter sit indre i en metatilstand. Hun ser på sine følelser og sit indre skuespil i en neutral tilstand og oplever blot, hvad der er til stede, som en tilskuer.

Hun tager ikke følelsesmæssigt del i det som sådan. Hun betragter, hvad der sker.

I den tilstand, og med kærligt forældreskab til sit indre sårede barn eller sine indre personligheder, er det muligt at kigge på selv de mørkeste sider af én selv og dermed opnå dybe erkendelser.

Derfor ser Sia glad og tilfreds ud.

Fordi hun er betragter. Fordi hun ved, at skammen ikke er hende. Den er en følelse, der er på besøg. Noget, hun kan se på, forstå og lade bevæge sig igennem sig.

Hvem hun er, afgøres ikke af den følelse, der opstår i hende, men af den bevidsthed, hun møder følelsen med, og af hvordan hun vælger at reagere.

Forestil dig en verden, hvor flere mennesker kunne møde deres følelser sådan.

Mon ikke det også ville afspejle sig i den ydre verden?